Restaurering 1. periode 1978 - 1992
Kuremøllen i Østermarie er et fint helstøbt kulturmiljø – en vindmølle med møllerbolig og bageri. Vindmøller er meget synlige i landskabet, og i det bornholmske landskab har der tidligere været mange møller – der var nemlig frit mølleri, i modsætning til det øvrige land, hvor enhver ikke kunne bygge sig en mølle og drive møllevirksomhed. Bagerierne fandt man kun i byerne, hvor der var få af dem – man bagte selv i egen ovn. Med næringsloven af 1857 blev dette ændret, nu kunne enhver hvor som helst etablere sig med en mølle og bageri.
På Bornholm blev der i sidste halvdel af 1800-tallet og lidt ind i 1900-tallet etableret mange sådanne virksomheder med mølle og bageri. Ved mange møller blev perioden med bagerier dog ofte kort, mens møllevirksomheden fortsatte, indtil også disse stoppede, typisk i midten af 1900-tallet. Kuremøllen var blandt dem, der holdt længst ud med mølledrift og bageri – bageriet lukkede 1976 - og anlægget står stadig velbevaret, synligt tæt ved vejen og højt beliggende.