Den Gamle Motor

Ak ja, - klagede han ligeså stille:

Her står jeg og kan ikke andet, men engang var det anderledes kan du tro.

Jeg ved det min ven, svarede jeg, men lad mig nu høre hvad du har gennemgået, og hvad der plager dig ?

Den gamle motor fortsatte så med at fortælle mig sin historie:
Joh- ser du, jeg kom til verden på en stor fabrik i England i vinteren 1930, og allerede som nyfødt kom jeg ud at tjene.
En vis Mr. Dybech havde fundet en plads til mig her på møllen.
Det var en temmelig drøj rejse jeg måtte igennem, men jeg kom da frem i god behold, og blev straks installeret.

Nu begyndte livets alvor for mig.

For at jeg ikke skulle rende af pladsen, blev jeg spændt fast på en stor betonklods, jeg havde ellers lyst til at rokke lidt, når jeg arbejdede, men det var umuligt.
Sidenhen hørte jeg min herre Mr. Sommer rose mig for hvor pænt stille og roligt jeg stod og gjorde mit arbejde, ja det tror pokker.

Nåh, - jeg vænnede mig til det.
Det var såmænd også ganske flinke mennesker jeg var kommet til, vi forstod og respekterede hinanden.
Jeg fik olie både her og der, og fik puslet om mig.
For at jeg ikke skulle blive for varm, fik jeg kølevand, og fik i det hele taget hvad en motor forlanger. Jeg ved ikke om det var af ren godhed, eller fordi mine mennesker vidste at ellers ville jeg hurtigt strejke, og det kunne blive en alvorlig sag at gøre mig god igen.
De første år kom der mange mennesker for at høre og se på mig. Jeg var nemlig en type der ikke kendtes her på øen.
Min herre fortalte til højre og venstre, hvor flink og rar en motor jeg var, og adskellige mennesker bestemte sig for, at sådan en ville de også skaffe sig.
Derfor fik jeg efterhånden mange brødre rundt om på øen, - især på møllerne.

Da jeg havde stået her i en halv snes år, blev jeg pludselig spidset af med tjære og spildolie, - føj for pokker.
Verden måtte jo være gået rent af lave.
Jeg havde mest lyst til at strejke, men fortsatte nu alligevel så godt jeg kunne.
Dog stillede jeg den betingelse at jeg skulle have en sjat olie at starte på, og at tjæren skulle serveres ordentligt opvarmet.

Mens jeg døjede med den der tjære, blev der snakket om at den snart var slut, og at jeg skulle lære at gå på gas.
Det forstod jeg ikke rigtigt, men følte mig krænket. Det var da helt imod princippet for en ærlig diesel-motor.

Det varede ikke så længe før her blev et farligt halløj.
Her inde i mit hus lavede nogle fremmede mennesker et værre roderi med blæser – rør – ventiler og hvad ved jeg. Udenfor blev nogle sort tingester sat op.
De tog min dyse fra mig, og satte noget i stedet for, som de kaldte et tændrør, desuden fik jeg stukket et gasrør i næsen.
Alt imens det stod på, var her en uhyggelig palaver om gasgenerator – gasfilter – gaskøler osv.

Efter nogle dages rumsteren bredte her sig en ejendommelig røglugt, slet ikke som fra bageriet. Jeg var stadig ikke klog på hvad her skulle ske, men det blev jeg. Pludselig fik jeg et tryk af startluft oveni stemplet og måtte i bevægelse. Da jeg igen fik stemplet i stilling til arbejdsslaget mærkede jeg et opildnende stik fra tændrøret, og en dejlig varme der bredte sig indvendig.

Jeg havde lært at gå på gas.
Det var såmænd ikke så galt at gå på gas, når den var rigtig tilberedt af ordentligt træ, som f.eks. Bøg.
Desuden måtte mine mennesker lære at blande gassen med en passende mængde frisk luft, ellers fik jeg kvælningsfornemmelser og hoste.
Naturligvis kunne jeg ikke bestille det sammen på så let en kost, men det gik rimeligt an.

I mine helt unge år, nærede jeg nærmet foragt for møllevinger. Nu blev jeg glad når de afløste mig, for så fik jeg lov at hvile, imens mine gasveje osv. Blev rensede og ordnede.

Da jeg var 15 år, og ikke helt ung som motor, sluttede krigen endelig.
Gassen indeholdt en del støv og ætsende dampe. Derfor var mit helbred ikke helt som det havde været, men dog ikke ringere end at jeg blev helt kry, når jeg igen fik olie at arbejde på.
Den første tid var olien godt nok kulsort og skummende, med en stank af svovl, men senere blev det meget pænere.
Det gik da også meget godt i adskellige år efter krigen, men alderen begyndte at mærkes.
Jeg pustede mer og mer forbi stemplet, og var efterhånden rigtig dårlig i cylinderen.
I frost og kulde var det drøjt for mig at komme i gang.
Min herre plejede så at lokke mig i gang, ved at lade mig snuse lidt varm ”sommerluft” fra en blæselampe.
Så snart jeg var gået i gang, slukkede han blæselampen, - den rævepels !

Omsider, da jeg var omkring de 32 år, fik jeg lov at stå i fred, og det behagede mig faktisk de første 5 – 6 år.
Men så gik det galt.
En Oktoberdag 1967, tog det fat at blæse, ja det var helt hen i vejret som det blæste.
Mølle knirkede slemt, og mine tagplader klaprede uhyggeligt.
Pludselig stod jeg splitternøgen under åben himmel.
Samtidig var noget af ydermuren væltet ind over mig, og givet mig en det knubs, blandt andet havde jeg brækket en arm, og fået et dæksel revet af regulatorhuset.

Årene derefter var strenge ved mig, kan du nok forstå. Fugtighed og vand trængte ind overalt, og rusten gnavede ustandseligt.
Efterhånden har jeg ikke en ledforbindelse som kan bevæges !

Den gamle motor sukkede vemodigt, og viskede til mig :

Hvis ingen hjælper mig, ender jeg snart i smelteovnen. Det er ingen trøst at jeg så genopstår som noget nyt, hvis det bliver som simpel kakkelovn, eller som moderne – ukultiveret og stresset motor.

Jeg følte et stik i hjertet.
Jeg ville gerne hjælpe ham, men jeg havde så pokkers meget andet jeg skulle.
Jeg håbede han fik lov at blive stående, måske ville jeg med tiden få mulighed for at helbrede ham.
Eventuelt ville jeg prøve at finde ham et godt plejehjem, men det er ikke nemt, og historisk set også lidt synd.

I årene efter dette første møde, kiggede jeg af og til ind for at se hvordan det stod til o.s.v.
Samtidig samlede jeg lidt reservedele til ham, rundt omkring hvor han havde eler havde haft brødre stående, lå der dele som var blevet ilovers.

Engang hen i 70erne, fortalte motoren mig, at han havde fået en ny ven som hed Mr. Kjølby.
Vi har ikke rigtig lært at snakke sammen, endnu i hvert fald, men jeg tror han mener mig det godt.
Han har skaffet et tag over mig, og fået sat væggen op igen. Selvom det ser lidt midlertidigt ud, så lunder det dejligt alligevel.

Den snak beroligede mig noget. Nu måtte de værste fare være over.

Igen gik en række år uden større omvæltninger, men engang i 80erne, skete der noget ret dramatisk:
Kjølby indgik en aftale med nogle mennesker, om at de skulle gøre motoren køreklar. Jeg var meget betænkelig ved det, fordi det ikke drejede sig om motorfolk.
Det endte da også galt.
Sommer ringede til mig, og var godt ked af situationen.
Jeg kørte så ned for at besøge den gamle motor, som til dels lå og flød i adskilt, og tydelig elendig tilstand. Så snart jeg kom ind til ham begyndte han at klage sig:
- Joh, - her har været 3 mennesker og rummesteret med mig i månedsvis. Jeg håbede de kunne gøre mig kvik igen, men ak nej. Jeg blev slet ikke behandlet med den forståelse og respekt en motor har krav på. Især de to yngste var slemme, jeg tror slet ikke de kunne lide mig, men kun gik her fordi tiden skulle gå med et eller andet. Jeg er også ked af at de har taget livet af min lillebror på træuldsfabrikken, for at skaffe stumper til mig. Det var ikke nødvendigt eller rimeligt, fordi jeg forst og fremmest mangler en bedre cylinder, og min lillebror og mig passer ikke cylinder, eller ret meget andet sammen.
- Til sidst måtte de indse, at jeg ikke var i stand til at gå med min dårlig cylinder, - men tænk bare: i stedet for at bringe det i orden, ville de smide mig ud af mit gamle hjem. De ville så sætte min lillebror ind i stedet for, og prøve at genoplive ham.
- Jeg tør næsten ikke tænke på, hvad det ville endt med, hvis min gamle herre ikke havde stoppet dem.

Jeg stod tavs og rystet.
Jeg så tårer af kondensvand sive ned ad stemplet, som skamløst var lagt på gulvet, uden nogen form for indpakning.
Jeg følte min ven havde været offer for et grimt forrædderi, og forlod ham meden følelse af afmagt og indignation.

Efter en tid med dårlig samvitteghed, fik jeg min bror med ned og samle motoren løst, og gnide de ind i lidt olie.
Den kom såmænd til at se helt kry ud igen, selvom nogle dele var bortkommet.

Tiden gik og vi nåede op i 90erne, da Margrethe Sommer ”arvede forvalterstillingen” efter Kjølby.
Hun formåede at skrabe penge sammen, så det gamle motorhus kunne istandsættes, og omdannes til mødelokale for mølleforeningen.
I en alder af 68 år kom motoren så igen under ordnede – tørre og gode forhold.

Samtidig blev jeg anmodet om at skaffe hvad som måtte mangle, for at bringe motoren i god køreklar stand.
Det drejede sig hovedsageligt om en cylinder.
Fra England blev der svaret, at netop
Den type cylinder nylig var udgået fra det gamle lager.
Omsider fandt jeg dog de reparationsdele i Jylland, som manglede.
Til monteringsarbejdet havde jeg et par brødre til hjælp, og det gik ret hurtigt og nemt.

På selve mølledagen den 27 Juni 1999 satte vi stemplet i, og startede op et pat timer senere.
Vi måtte dog starte om en enkelt gang, fordi udblæsningsrøret var totalt tilstoppet med jord og musereder.
Udenfor vægen var der nemlig tæret et hul i røret, og derigennem havde musene i årevis haft adgang til deres beskyttede bolig.

Når motoren fik mulighed for at ånde, gik den så pænt og veltilfreds som nogensinde.

I øjeblikket mangler diverse mindre ting, som f.eks. en mere ”organiseret”ordning for kølevandet.
   
Povl Jørgensen Juli 1999.